Læskure





Læskure


En højlænderbolig kan laves på mange forskellige måder, men hvis du har en forventning om, at dyrene skal tage den i brug, så er det ikke helt lige meget, hvordan den konstrueres. Det er især vigtigt, at pladsen ikke er for trang, og at der er gode flugtmuligheder. De mest attraktive boliger set med de langhornedes øjne er dem med en hel åben side. Det giver dem tryghed til at slappe af, når de ved at flugtmulighederne er store.

Fravænnede kalve har ikke noget i mod at ligge lidt tæt, men ældre køer med lange horn og nyligt sammenbragte dyr foretrækker lidt afstand, når de skal ligge ned og slappe af. Man kan ikke forvente at dyrene ligger i hytten på skift. Køer er flokdyr som ligger ned på samme tid og spiser på samme tid. Hvis der ikke er plads nok til hele flokken på en gang, så finder de hellere et mindre attraktivt sted at ligge, hvor der til gengæld er plads til alle. Især koen med den lille nyfødte kalv er meget tilbøjelig til at fravælge skuret til trods for at hun og ikke mindst kalven er dem der har mest brug for læ og et lunt sted at ligge, men hun vil som regel altid vælge at gå afsides med kalven, da hun prioriterer fred højere end komfort - også selv om det i barske vejrsituationer kan være med kalvens liv som indsats.

Dyrene søger primært indendørs, når de vil i skygge og når de vil ligge tørt. Langvarige perioder med regn og blæst kan også få dem til at søge ind, mens det kun meget sjældent er lave temperaturer, der får dyrene til at søge indendørs.


Har du en bakket og veldrænet sandet mark eller en granskov, hvor der er læ og grannåle i skovbunden, som er gode at ligge på, så har dyrene måske ikke behov for et skur overhovedet. Bor du til gengæld et sted, hvor der ikke er bakker til at tage af for vinden og hvor jorden består af lerjord, som let bliver trådt op til pløre om vinteren, så har dine dyr behov for at du indretter en liggeplads eller læskur.

 

Antallet af dyr er også meget afgørende for behovet for læskur. Har man kun 2-4 kvier vil de ikke træde græsset ret meget op og vil have lettere ved at finde et tørt sted at ligge end hvis man har 8-10 voksne køer. En stor flok dyr vil som regel altid kræve en eller anden form for vinterforanstaltninger her i landet.

 

Den værste årstid er ikke den med hård frost, hvor sneen bliver så kold, at dyrene kan ligge direkte i sneen uden at blive våde, men derimod perioder med regn og temperaturer omkring frysepunktet, hvor landskabet bliver optrådt, mudret samtidig med at vejret er fugtigt, koldt og blæsende.


.


Den allernemmeste og hurtigste løsning, når dyrene skal have et tørt leje er at strø halm på jorden. Er jorden meget fugtig og leret kan man smide et læs sand ud der, hvor liggepladsen skal være inden man strøer halm, så suger halmen ikke fugt nedefra. Mangler der læ kan man bygge en læmur af bigballer og sprede lidt frisk halm bag halmballerne. En sådan liggeplads i det fri er meget populær, men kræver at man spreder et tyndt lag frisk halm hver gang det har regnet eller sneet. Du skal være opmærksom på, at en læmur af halmballer kun egner sig til unge dyr. Store tyre flytter ofte rundt på halmballerne i begejstring og ødelægger dit værk på et splitsekund. Sultne køer kan også gøre det af med en læmur længe før vinteren er omme, mens holdbarheden er god til fravænnede kalve og indtil ca. 2 år. Jo mindre appetittelige ballerne er, desto længere holder de. Har du derfor nogle halmballer, der er for dårlige som foder, er de måske velegnede som læmur.

 

Har man en gammel staldbygning eller lade, så kan det være det nemmeste at lave den om til løsdriftsstald, og strø lidt halm, så dyrene kan ligge tørt. Er man ikke så heldig, så må man bygge selv.

 

En af de hurtigste løsninger kan være en rundbuehal. Hallen købes i samlesæt og kan sættes op på relativ kort tid. Er du typen, som i forvejen ikke har den tålmodighed det kræver at samle et møbel fra Ikea, så skal du dog nok heller ikke købe en rundbuehal. Derudover så er det meget vigtigt, at hallen bliver tøjret, da den ellers letter ved første vindstød og ikke er så robust, at den kan tåle en flyvetur.

 

Vil du have en mere æstetisk løsning, som falder naturligt ind i omgivelserne, så skal du nok i gang med hammer og søm. Du bør tænke på, at når du strøer i læskuret, så skal der også muges ud en gang i mellem. Det er derfor en god idé, at indgangen og loftshøjden er så stor, at du kan komme ind med en traktor - selv efter at du har fyldt på en hel vinter. Man kan konstruere skuret som et H, hvor dyrene kan vælge side afhængig af vindretning. Er der gode læforhold på folden i form af bakker og beplantning, så kan du måske bare bygge et tag på stolper. Dyrene vil elske at ligge i tørvejr og samtidigt i det fri. Om sommeren er et helt åbent skur også meget populært, fordi der er skygge. Om sommeren foretrækker dyrene at ligge på bar jord, fordi jorden er mere kølende at ligge på end halm.


Har du bygget en flot, praktisk eller på anden måde interessant løsning til dine dyr?


– så send gerne et billede, så kan det komme med på hjemmesiden til inspiration for andre.

En meget smuk løsning, som dyrene vil elske at ligge i både sommer og vinter. Har du mulighed for at bygge en sådan pavilion foran dit køkkenvindue, så er du sikker på at du altid har fin udsigt til dyrene.


Et godt skur med stor åbning i hele skurets længde, så lavere rangerende dyr tør gå ind.

Et mindre skur med 2 åbne sider, som giver gode flugtmuligheder og et skygge- og lægivende fyrretræ, som skaber flere gode liggepladser ligen foran åbningen.


Det blæser ofte i Danmark og hvis du vil sikre dig mod for meget regn og  fygesne i skuret, så lad åbningen vende mod nord. Den fremherskende vind i Danmark kommer fra vest og i vinterperioder har vi ofte også meget kolde vinde fra øst, mens det sjældent blæser fra nord.

Skur i Stubberne
IMG_0743

Et skur med to "mindre" udgange, men til gengæld med god plads i forhold til antallet af dyr på folden.

Byg skuret så højt at du kan komme ind med maskiner og muge ud efter vinteren. Man kan med fordel bygge en måtte af halm op gennem vinteren, men i foråret skal der muges i bund ellers vil der komme en våd og bakteriefyldt bund året efter.